Kongshvileparken fylder 50 år den 23. august 2003 og en milepæl er nået. Derfor er der grund til at ønske " Tillykke med dagen og held og lykke fremover " men også at gøre status over den udvikling, der siden tilblivelsen har ført til dagen. For enhver udvikling har sin rod længere bagud i historien.

I dette festskrift, som afdelingsbestyrelsen har besluttet at udsende, som led i jubilæumsfestlighederne er såvel forudsætningerne som tilblivelsen og udviklingen beskrevet i en personlig krønike " 50 år med Kongshvileparken ", som en af de første indflyttere H.H Holden Jensen har forfattet. Heri fremhæves bl.a. den store betydning som en attraktiv beliggenhed i en egn rig på natur- og kulturværdier har haft for livet i Kongshvileparken.

Karakteren af disse værdier understreges yderligere i en kultur- og lokalhistorisk redegørelse skrevet af lokalhistorikeren cand. mag. Arne Hermann med titlen " Gladsaxe kommunes guldkyst ".

Alle bidragydere kan ikke takkes nok for det store arbejde med dette festlige skrift og især H.H. Holden Jensen, der desuden har fungeret som redaktør.

Tak til Arbejdernes Boligselskab, ejendomsfunktionærer og konduktører gennem tiderne, beboere i almindelighed, der alle har været medvirket til at gøre Kongshvileparken til den bebyggelse, den er i dag.

Endnu engang tillykke med jubilæet og god og fornøjelig læsning

Ivan Klitte

Formand for afdelingsbestyrelsen

En krønike – af H.H. Holden Jensen             (Dette er en tekstversion uden skitser og fotos)

En solfyldt dag for 50 år siden holdt boligselskabet " Arbejderbo i Gladsaxe Kommune" sit nyeste afkom over dåben på en bakke syd for Lyngby Sø nord for København og gav det navnet KONGSHVILEPARKEN.

Den dag vajede flagene højt i vinden. Og endnu højere fløj ordene. Der taltes endog om KUNST, således som den nye bebyggelse tog sig ud i landskabet. Mindre kunne vel gøre det, men hvorom alt er blev nyskabningen senere fundet værdigt til optagelse i Kommuneatlasset for Gladsaxe Kommune, der er en oversigt over kommunens bevaringsværdige bebyggelser.

Det var i efterkrigstiden, - tiden efter den Anden Verdenskrig. Under krigen havde byggevirksomheden - i hvert fald den til boliger - haft trange kår og afhjælpningen af en stedse mere presserende boligmangel blev en af efterkrigstidens største udfordringer. Med rod i 30´ernes boligsociale lovgivninger blev udfordringen bl. a. taget op af "Almennyttige Boligselskaber", hvis formål var at fremskaffe gode familieboliger til folk med jævne indtægter. Til disse selskaber sluttede sig det i 1944 stiftede "Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe Kommune "

Finansieringen af det almennyttige byggeri blev klaret gennem lavtforrentede statslån, dvs. i realiteten finansieret af skatteborgerne. Herved blev det økonomiske grundlag skabt for en intensiv byudvikling, der i et omfang som ikke tidligere set, gjorde land til by og dette først og fremmest i Hovedstadsområdet.

Endnu i begyndelse af 1800-tallet lå København klemt inde bag sine volde med et forterræn, der af militære grunde måtte friholdes for bebyggelse. Først med nedlæggelsen af fæstningen i midten af århundredet blev der skaffet plads og et byggeri med kun få restriktioner blev frigivet. Resultatet blev de omfattende og efterhånden tættere og tættere bebyggede brokvarterer med alle de sociale og sundhedsmæssige problemer og forslumringer, der fulgte heraf.

" Grønne Åndehuller " var ikke noget der indgik i byggespekulanternes begrebs-verden. Men en fredning af hovedparten af de tidligere voldarealer kom dog til at danne et til dels sammenhængende parkareal omsluttende middelalderbyen og sammenbindende brokvarterernes indre dele med et Tivoli i den ene ende. Her kunne man så gå tur om søndagen og i øvrigt glæde sig til den årlige skovtur på gåben, hestevogn og efterhånden sporvogn til Dyrehaven nord for København i det landskab, hvor en privilegeret borgerklasse i det daglige kunne stresse af fra det trange byliv i prægtige landsteder der var skudt op langs Øresund og ved egnens skove og søer, heriblandt ved Bagsværd Sø. Denne udvikling hørte til den såkaldte " Florissante Tid " i slutningen af 1700-tallet - en blomstringstid for dansk handel og søfart.

Herom beretter lokalhistorikeren cand. mag, lektor Arne Hermann nærmere i afsnittet " Gladsaxe kommunes Guldkyst "

Men nu fik det gode borgerskab naboer! Omklamret som det blev af storbyens vokseværk.

Samtidig indså man, at en ukontrolleret vækst ville føre til kaos. Til at imødegå et sådant anarki oprettedes et Egnsplanråd, som barslede med ideen om at en byudvikling skulle basere sig på et S-banenet udgående radialt fra centrum. Den såkaldte " Fingerplan " blev til og vedtaget.

Imellem " fingrene " skulle landskaberne friholdes og efter en nærmere planlægning og realisering indgå som rekreative Grønne Kiler i storbyen med let tilgang fra byfingrene. Som grundlag for planlægningen afgav Egnsplanrådet en Grøn Betænkning som senere materialiserede sig i en Fredningsplan for Københavnsegnens Grønne Områder. I Nordegnen gik den ud fra eksisterende landskabs- og naturværdier, hvorimod man i vestegnen måtte søge andre veje. Dette førte senere til oprettelsen af bl.a. Vestskoven og Strandparken i Køge Bugt.

Men hvor Kongshvileparken kom til at ligge var der med det samme nærkontakt til - om end ikke Rungsteds Lyksaligheder så dog - Nordegnens tilsvarende naturværdier. Man stod først i køen. Og dette blev udnyttet.

Tilgængeligheden til de Grønne Kiler skulle sikres bl. a. gennem anlæg af cykel- og gangstier. Under den tyske besættelse af Danmark 1940 - 45 påbegyndtes som beskæftigelsesarbejder anlæg af en række stier efter den " Grønne Plan " med hjemmel i en i 1940 vedtagen " Stilov "

Een af stierne - sti nr. 7 - er den , der anlagt som en " fodsti " løber syd om Lyngby Sø udfor Kongshvileparken med forbindelser til Åmosens Prinsessesti og herfra videre mod vest til Buresø og mod øst til Øresund. Herved får Kongshvileparken ophæng i det sammenhængende system af natur- og kulturmiljøer, der samtidig indebærer støttepunkter for friluftslivet, som næppe finder sin lige i dette land.

I en af Miljøministeriets Fredningsstyrelser i 1984 udgivet oversigt over " Danmarks Større Naturområder " betegnes Mølleåsystemet som et af Hovedstadens vigtigste nærrekreative områder. Her er Kongshvileparken altså ikke ene om biddet. Men man har alt indenfor gangafstand !

DEN NÆRE OMEGN

Hvor Lyngby og Bagsværd Søer som led i Mølleåsystemet fletter sig sammen lå i 50´erne et åbent landskab som en grøn forbindelse mellem de to søer. Hovedparten havde som landbrugsjord hørt under ejendommen Nybrogård og resten under ejendommen Kongshvilie. Under eet blev det i folkemunde kaldet " Radiomarken " efter en række høje gittermaster af træ, sendemaster for Lyngby Radio, som var rejst på en del af arealet. Størstedelen tilhørte dog Københavns Universitet med tanker om fremtidigt fakultetsbyggeri. Foreløbigt blev det drevet som frilandsgartneri med bærbuske i den østlige del udfor det, der skulle blive til Kongshvileparken, og med lange drivhuse og rækker af syrenplantninger i vest mod Bagsværd Sø, mens fritstående mirabeller og tjørn bredte sig i midten, som herved fik et savanneagtigt præg.

Mellem Nybrovej og Lyngby Sø var gamle landbrugsbygninger indrettet og drevet som rideskole og hestepension. En række små nyttehaver lå langs søstien som fik landskabsudsigt til den ene side og søudsigt til den anden side

Mellem rideskolen og bebyggelsen ved Nybro lå en rødmalet, mindre barak. Her boede blandt nipsgenstande, en sammenstuvning af gamle møbler og malerier et par midaldrende ungersvende og her drak de ofte sammen med forvalteren af universitetsjorden når dagens arbejde, - for et sådant havde de - var tilendebragt. Holdet kunne ofte opleves og høres i skænkestuen på kroen, den kønne hvide, stråtækte bygning med serveringshaven og det brøstfældige læskur for madpakkegæster ned mod kano- og kajakklubberne ved brofæstet. Her drev kroen også en bådudlejning styret af kroforpagteren med filthatten skudt tilbage i nakken, hvalrosskæg i det kuglerunde ansigt og stærke briller hængende nede på næsen. Et udvendigt køleskab til håndbajere hørte også til udlejningsvirksomheden. Indenfor i kroen styrede mutter og to ugifte døtre.

Efter broen steg vejen og billedet skiftede. Her boede skibsredere, bladudgivere og højesteretssagførere. Og længst ude rugede grevskabet i ophøjet ensomhed over forne tider.

Men så en dag blev det sidste bær plukket. I stedet voksede en rækkehusbebyggelse op på marken syd for Kongshvileparken, der i mellemtiden havde indfundet sig, og en række enfamiliehuse langs vejen lukkede af. Konsistoriebyggeriet på Radiomarken blev opgivet, og et salg til udstykning truede. Men den daværende kvindelige undervisningsminister lod sig af de planlæggende fredningsmyndigheder overtale til i stedet at afhænde arealet til frednings- og friluftsformål. "Savannen" blev bevaret. Dette var næppe gået i dag !

Men der var en pris og denne betaltes nord for Nybrovej. Rideskolen måtte flytte til Frederiksdal, nyttehaverne forsvinde og Dagdriverbanden blev et kortvarigt minde. Alt for at give plads for en kollegiebebyggelse, der vel kunne være pæn at se på, men til gengæld lukkede den "Grønne korridor " mellem de to søer af og derved brød ind i en sammenhæng.

Der skete også andre ændringer i kulturmiljøet. Kroens folkelige og indimellem bramfri omgangsformer måtte vige for en i øvrigt vellykket udbygning til et bedre spisested. De noget selvgroede, men ingenlunde ucharmerende klubbygninger for kano- og kajakfolket blev nedrevet og et moderne, arkitekttegnet byggeri indtog pladsen. Bådudlejningen fortsatte. Men køleskabet til håndbajerne tilhørte nu historien.

På den anden side af broen tyndede det ud blandt skibsredere, bladudgivere og højesteretssagførere. I stedet flyttede godtfolk med trang til kunstudstillinger eller blot til det at kunne være i en dejlig park, ind der hvor H.C. Andersen, Oehlenschläger, Baggesen, B.S. Ingemann og andre koryfæer blandt 1800’ tallets skønånder færdedes omkring husfruen på Sophienholm, Frederikke Brun. Tidens statsminister troner nu i højden , når der er fritid hertil, eller han er vært ved statsbesøg og deslige, mens ordensmagten i diskret skjul bag parkens og skovens træer overvåger, at alt nu også går ordentligt til.

Alting ændrer sig siger man, og hvis det passer, hvad det jo nok gør, vil de kommende år også få meget til at se anderledes ud, i Kongshvileparken som andre steder. Men een ting ligger nok fast: Kvoten for større nybyggeri ved søerne i Københavns Nordegn må siges at være opbrugt.

Heldigt at Kongshvileparken lige nåede bussen!

I det hidtil skrevne er omgivelsernes betydning for et boligområdes trivsel ikke forbigået. Dette ville også have været svært i Kongshvileparkens tilfælde!. Men dette bør ikke overskygge de kvaliteter en bebyggelse kan rumme i sig selv - gennem sin ide, sin udførelse, i hele sin eksistens. Og hvad er det da der gør, at der lægges kræfter i at fejre et jubilæum, som det Kongshvileparken står overfor med store arrangementer og megen festivitas.

Ja, hvad er Kongshvileparken i det hele taget for en størrelse?.

Med adressen Kongshvilebakken 5 , 2800 Kgs. Lyngby i Gladsaxe Kommune en åben og lav, almennyttig boligbebyggelse omfattende 138 familieboliger og 16 ældreboliger i henholdsvis 1 1/2 og 1 etages murstensopførte række- og dobbelthuse.

Bebyggelsen er tegnet af arkitekterne Arne Poulsen , Tage Hauser-Hansen og Poul Skrydstrup med ingeniørerne Møller & Nimskov som ansvarlige for ingeniørarbejderne og havearkitekt Georg Boye for udformningen af bebyggelsens grønne områder.

Konceptet var hentet fra tidens engelske byplanidealer og udformet af arkitekten Ebenezer Howard om en byudvikling baseret på havebyer i udkanten af storbyerne som sluttede enheder med hver sin karakter afhængig af beliggenhed og omgivelser, men med det tilfælles, at et hensyn til privatlivets udfoldelsesmuligheder skulle kombineres med et fællesskab, som man kunne møde det i gamle landsbysamfund. Dette manifest blev den bærende ide bag Kongshvileparkens planlægning.

Ved udformningen af enhver bebyggelsesplan bliver byggegrundens terræn-form og afgrænsning afgørende for opgavens løsning.

I Kongshvileparkens tilfælde kan man tale om en byggegrund opdelt i tre del-områder:

- Mod nord en stor istidsbakke langs Lyngby Sø – en randmoræne.

- Langs den sydlige bakkefod et lavtliggende, til dels sumpet areal og et par småsøer med afløb til Lyngby Sø.

- Mod øst og langs Nybrovej et relativt fladt, dog let kuplet terræn –

formodentlig en såkaldt bundmoræne

Fra Nybrovej gennemskar en stikvej – Kongshvilevej - ejendommen op til en villabebyggelse langs bakkeranden mod Lyngby Sø, først båret over de lave områder på en dæmning dernæst som en gennemskæring i bakken og omgivet af frugttræer.

Denne enkle struktur blev med Kongshvilevej som rygrad bestemmende for bebyggelsesplanens udformning

Bebyggelsen måtte ligge på de tørre arealer med de fugtigere arealer løbende som et grønt bånd gennem den samlede bebyggelse. Hermed fik man en

" bjergby " mod nord og en " sletteby " mod øst.

Den største terrænmæssige udfordring lå i bakken, der måtte terrasseres, mens den lavere østlige banke kunne nøjes med en udjævning, hvor overskudsjorden også kunne finde anvendelse til opfyldning på den del af det grønne område der tænktes anvendt som boldbane.

Bakkens relativt stærke fald gjorde det naturligt at foretage terrasseringen i små trin, hvorved de fremtidige haver ville komme til at ligge i et lavere niveau end de nordvendte indgangsarealer. Dette medførte, bortset fra bebyggelsen langs Kongshvilebakken, at husene blev opført med forskudte etager fra kælder til loft. På grund af den relativt lave beliggenhed af husene på " sletten " kunne disse ikke forsynes med kælder, men fik i stedet udhuse til at rumme de nødvendige funktioner. Og således gik ingeniørerne frisk i gang med at gøre vold på det naturskabte terræn lidet anende, at dette senere skulle svare igen med vand i kældre på bakken, fodkulde på sletten og periodevis genopstandne vandspejl på boldbanen. Dette problem søgte man at klare med yderligere opfyldning med overskudsjord fra andet byggeri og i lange tider lå denne jord som rækker af små pyramider, der hurtigt blev indtaget af ungerne, som her fik en herlig tumleplads, indtil det hele blev jævnet ud igen og tilsået med græs. Men den dag i dag kan det i regnfulde perioder godt svuppe lidt under skosålerne om man tramper lidt hårdt i grønsværen.

Af veje fik man Kongshvilevej og Kongshvilebakken forærende mens alle bebyggelsens indre veje måtte anlægges. På bakken øst for Kongshvilevej blev det til en ringvej snoende sig gennem byggefelterne. På vestsiden var der ikke albuerum nok til en ringvej, medmindre man da ville ofre et par byggefelter, og det ville man ikke , så her blev det til tre stikveje langs højdekurverne midtvejs ind på grunden. Stamvej i bebyggelsen på sletten blev den snorlige, avenueagtige Sydskråningen med et tilknyttet, til dels slynget ringvejssystem i den østlige del.

I sin fremtræden kom de to bebyggelsesområder til at adskille sig derved, at hvor bakkebebyggelsen synligt kunne opfattes som en helhed med sine forskudte tagflader som et blikfang: Her er jeg!. Så forekom bebyggelsen ved og omkring Sydskråningen mere anonym og vanskelig opfattelig som en helhed. Når samtidig leveringsvanskeligheder medførte, at denne del af den samlede bebyggelse måtte opføres i røde tegl hvor Kongshvilevejbebyggelsen var opført i gule, kunne der opstå den misforståelse, at det drejede sig om to forskellige projekter. Dette må også være årsagen til, at kun de gule huse er fundet værdige til optagelse i det tidligere nævnte kommuneatlas. Dette forhold bør rettes ved først givne lejlighed, idet de røde huse ligesåvel besidder, landskabelige som miljøarkitektoniske værdier.

I kommuneatlasset fremhæves de gule huse for " et smukt samspil mellem slyngede veje, grønne arealer og bebyggelsens tagflader " . Hertil kommer

" næsten skulpturelt formede hække ". Sammenfattende karakteriseres bebyggelsen som en bebyggelse af enkel og beskeden udseende med fine landskabelige kvaliteter og en tiltalende overskuelig størrelse.

Men samme superlativer kan stort set anvendes om de røde huse. Syd for Sydskråningen er det slyngede vejforløb ligeså charmerende som vejforløbet gennem det gule bebyggelsesområde. Derimod kan man mene, at den regelrette stokbebyggelse langs og omkring Sydskråningen i nogen grad bryder billedet af Kongshvileparkens landsbyagtige karakter. Men også stokbebyggelsen er karakterfuld og det samlede resultat kan man godt stå ved.

Som barn af tiden måtte Kongshvileparken indordne sig under tidens vilkår og dette betød blandt andet muligheden for at kunne opnå statslån. Denne mulighed var igen betinget af beskedenhed i fordringer til materialer, faciliteter og udstyr. Der var en generel materialeknaphed og der var mange om fadet. Derfor måtte boligstandarden nødvendigvis komme til at ligge på et niveau som nutidens overflodssamfund måske ikke vil finde acceptabel. Men der var hvad der skulle være. Det rakte, og det var man godt tilfreds med.

Og efterhånden udviklede barnet sig da også ud fra en sund opvækst til at kunne honorere nye tiders krav.

Husene var oprindeligt individuelt opvarmede med kulfyr placeret i stueetagen og med kuldepot i kælder eller udhus. Stuerne opvarmedes gennem et såkaldt kaloriferesystem, hvorved varm luft ledtes ind i stuen gennem en rist placeret under loftet - der snart kom til at bære præg heraf - og returluften sugedes ud gennem en rist ved gulvpanelet. I de øvrige opholdsrum sørgede radiatorer for opvarmningen.

Senere veg kulfyringen de fleste steder for huslejefinansierede " pottefyr ", små oliefyr forsynet med olie fra en dagtank, hvortil olien oppumpedes fra en hovedtank i kælder eller udhus. Moderniseringen skred videre med indførelse af egentlige oliefyr, der overflødiggjorde den daglige motionering af armmusklerne ved dagtanken. Og endelig kom man helt på højde med tiden da husene fik indlagt computerstyrede naturgasanlæg.

Køkkenudstyret indskrænkede sig udover det mest nødvendige til et elkomfur. Til kølig opbevaring af madvarer var der afsat et viktualierum i kælder eller bryggers, men efterhånden begyndte køleskabe og frysere at indfinde sig i de enkelte husstande, alt eftersom der blev råd dertil.

Tøjvask foregik i kælder eller bryggers i en aluminiumsgruekedel, der hørte til lejemålet og som kunne centrifugere. En stor træbalje og et riflet skrubbebrædt udgjorde det øvrige udstyr. Men også her fik velfærdsudviklingen møbleret om henad vejen. Udenfor, til fælles afbenyttelse, fandtes spredt ud i bebyggelse 15 tørrepladser og 13 bankestativer!.

Børn var der også tænkt på - i hvert fald de helt små ! 8 cementstøbte, cirkel-runde sandkasser ansås for at dække behovet ! Hvis ikke måtte fantasien tages i brug. Senere blev de dog erstattet af et - om end begrænset - antal pladser med flere aktivitetsmuligheder og som det seneste oprettes der nu såkaldte

" naturlegepladser " - en spændende nyskabelse. I mellemtiden har boldbanen altid været et aktiv for fodboldinteresserede drenge af alle aldre.

Biler! Dem var der ikke tænkt så meget på selvom såvel bygningslovgivningen som statslånsbetingelserne havde bestemmelse herom. Derfor indgik der sandelig også garager i bebyggelsesplanen - 19 i alt!, dvs. dækkende 13 % af det samlede boligantal. Egentlige parkeringspladser indgik ikke i planerne bortset fra nogle holdepladser ved garager og vendepladser. I begyndelsen udgjorde dette ikke noget problem. Cykler kunne man altid finde plads til, og det gjaldt også de knallerter og scootere som efterhånden lod sig se og høre i bebyggelsen. Senere gik det jo som alle ved og et parkeringsproblem voksede og voksede og udgør stadig et problem trods mange tiltag undervejs, herunder tilskudsordninger til oprettelse af private p-pladser ved de enkelte boliger, hvor dette er fysisk muligt.

Et indkøbssted for dagligvarer - et butikshus - hørte med til konceptet om en haveby. Et sådant hus indgik da også i projektet med en beliggenhed hvor Kongshvileparken er hægtet på omverdenen - ved Nybrovejstilslutningen.

Symboliserende sin tilknytning til parken gennem arkitektur og materialevalg kom huset til at rumme fire mindre og een større butik med selskabslokaler i den udnyttede tagetage som et forsamlingshus.

De mindre butikker var en grønthandel, en kolonialhandel, en slagterbutik og et udsalg for " Schous Sæbehus ". I gavlen lå en bagerbutik med konditori og udvendigt serveringsareal under et tagudhæng.

Det hele havde karakter af et lille landsbytorv, hvor man daglig kunne træffes. Der manglede kun et gadekær, men det lå i mosen og der havde det nok også bedst af at blive liggende. Til gengæld bidrog beboerne i et gammelt gult hus, Granly, skråt overfor på Nybrovej til fornemmelsen af et lokalmiljø. Her residerede, med sin filthat trykket godt ned i panden den gamle vestjyde med reparation af cykler som sit hovederhverv, men ikke som sin hovedbeskæftigelse. Den bestod mest i at finde rundt i et virvar af ting og sager og i øvrigt i at være klog på alt hvad der rørte sig. Men mest af alt var han elskeligheden selv i det samfund, hvor han var sat. Ved sin side havde han sin altid godt indpakkede kone om hvem det hed " at hun var ud af fin familie ". Det varede en række år !

Hovednerven til omverdenen udgjordes af buslinien via Nybrovej til Ulrikkenborg Plads ved Lyngby S - banestation, der her tog sig af det videre forløb.

På vej hjem fra " Byen " kunne ventetiden på Ulrikkenborg plads med den tids køreplaner godt virke lidt lang. Dette var til fordel for en ved stoppestedet liggende købmandsbutik men til ulempe for Kongshvileparkens butikker. Herpå blev der rettet noget op, da grønthandelen og kolonialhandelen blev slået sammen til en regulær og dygtigt drevet købmandsbutik med et tilfredsstillende varesortiment. Efterhånden svandt konkurrencen fra Ulrikkenborg plads ind og forsvandt helt, da buslinierne blev omlagt til den anden side af stationen.

Men tiden stod ikke stille. Store butikscentre, øget mobilitet men også generationsskifter blev som en tidevandsbølge, der bortfejede den ene nærbutik efter den anden, - således også i Kongshvileparken.

Den gode købmandsbutik måtte vige. I stedet fik man en butik, der mere var en kiosk drevet af vekslende, men altid venlige ejere. Slagteren ophørte og man fik, også med vekslende ejere, en pub der gennem en periode med søndagsjazz-arrangementer tiltrak et stort publikum fra nær og fjern indtil også det klingede ud efterladende et værtshus i forfald. Herefter omdannedes lokalerne til at rumme et pizzeria, blandt mange andre i egnen. Schous Sæbehus drejede nøglen om, et udsalg for skumgummivarer vovede eksistensen uden held og lokalerne blev indrettet til dyreklinik sammen med bagerbutikken, der nu også havde strakt våben.

Således fulgte Kongshvileparken også her godt med tiden. Men som noget positivt skal dette ikke fremhæves !

Landsbyidyllens uskyld var i hvert fald væk. I mosen synger nattergalen ikke mere. Men i det fjerne kan man stadig høre gøgen sørgmodigt tælle år, for hvem der spørger.

Indflyttergenerationen var nogenlunde homogen i alders- og familiesammensætning samt indtægtsgrundlag. Det var yngre par med små børn eller børn på vej - typisk lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende i den mindre skala men samtidig med en vid variation i faglig baggrund. Børnene blev flere og flere, der var trængsel omkring betonsandkasserne, og det var ikke noget problem at fylde et fastelavnsoptog op, når katten skulle slås af tønden ved de storslåede arrangementer, der gennem en årrække blev en fast tradition.

Men børn har det med at vokse op, få andre interesser og til sidst flyve fra reden. De voksne har det med at blive ældre, færre, blot få og til sidst slet ikke. Hertil er vi 50 år senere dog endnu ikke ganske nået. Men nye er flyttet ind og nye flytter stadig ind og det stadium er vel stort set nået, hvor generationsmønstret i Kongshvileparken ligner det, der karakteriserer samfundet i øvrigt. Der er igen børn nok til at skabe liv på legepladserne og til at fylde et fastelavnsoptog. Nu tilsmilet og tilvinket fra beboerne i en række ældreboliger!

Det blev hurtigt en kendt sag, at Kongshvileparken flyttede man kun ugerne fra, om end husenes mange trapper kunne udgøre et problem, når alder eller sygdom begyndte at trykke. Allerede i midten af 80-erne opstod da tanken om opførelse af et antal ældreboliger som et tilbud til beboerne om fortsat bopæl i parken, men også i den hensigt at kunne frigøre familieboliger til nye børnefamilier.

På beboerinitiativ gennemførtes herefter en række analyser over behov og bebyggelsesmuligheder og alternative bebyggelsesforslag blev udarbejdet. Fælles for forslagene var, at de indordnede sig under parkens generelle bebyggelseskarakter, og at de alle havde solvendte opholdsrum og udenomsarealer i form af små haver.

Beboerafstemninger skabte imidlertid ikke nogen entydig afklaring i valg af alternativer og sagen overgik til Boligselskabets videre behandling. Dette medførte opførelsen af 3 ældrebolighuse, dels for enden af Sydskråningen og dels overfor og bag butikshuset ved Kongshvilevej, med i alt 16 boliger. Beklageligvis var planløsningerne " skuffeplaner " , der ikke tog individuelle hensyn hverken til rummenes eller udenomsarealernes orientering i forhold til verdenshjørnerne.

Hvad værre var efter manges opfattelse, at der ved sagens forelæggelse for beboerne ikke var taget højde for finansieringsvilkår og sociallovgivningens bestemmelser. Som det gik, viste det sig , at ældreboligerne ikke kunne forbeholdes Kongshvileparkens beboere, men var underlagt kommunens anvisningsret. Dette blev der talt meget, længe og højt om, som det vil fremgå senere i denne beretning.

Men bortset fra det kom husene - etplanshuse med høj tagrejsning - til at passe meget godt ind i helhedskarakteren af den samlede bebyggelse.

Ideen med de grønne arealer som sociale mødesteder i dagligdagen kom ikke til at leve op til forventningerne. Men det at være en fryd for øjet er jo også en måde at bruge de forhåndenværende muligheder på. Og en fryd for øjet var det. Man må beundre den første mangeårige gårdmand, Helmer Nielsen, for det store arbejde han lagde i at pleje de grønne områder. Det var et enmandsjob i en tid, hvor afdelingen var sparsom med bevillinger til ekstrahjælp, og først i 1967 anskaffedes en " motordreven hæksaks "!.

Men tilbage til overskriften!

Det blev gennem vejene og særligt de interne , at kontakt kunne skabes. Men også dette havde sine begrænsninger.

Man lettede stort set kun på hatten overfor de, der boede ved samme vej eller ved samme parkeringsplads efterhånden som de blev anlagt eller udvidet. For de der boede ved en blind stikvej var næste stikvej ukendt territorium. Bedre var det ved ringvejene , hvor man efter indført ensretning måtte defilere forbi samtlige beboere, der boede der.

Dette har givet voldt skuffelse blandt byplanlæggere, men også blandt bannerførere for tidens " komme hinanden ved " trend, der byggede på en smuk tanke, men overså et ligesåvel legitimt behov for individuelt at kunne

" være sig selv ", hvad man godt kan være uden at være en dårligere samfundsborger af den grund.

De bedste forudsætninger for at en " komme hinanden ved følelse " kan blomstre er en fælles udfordring. Dette er historien fyldt med eksempler på ! Og hvor var den fælles udfordring i Kongshvileparken ? - udover et generelt hensyn til Parkens ve og vel ?. Og det havde man jo en på demokratisk vis valgt AFDELINGSBESTYRELSE til at tage sig af, som man skulle efter regler om beboerdemokrati i Almennyttige Boligselskaber.

I begyndelsen var der nu ikke tale om en bestyrelse, men om et forum, hvor repræsentanter for beboerne kunne gå i dialog med selskabsadministrationen om forhold, der vedrørte ejendommen. Dette skete gennem såkaldte " beboer-repræsentantmøder " over hvilke der førtes sirligt håndskrevne mødereferater samlet i en mødeprotokol. Alt gik meget formelt til. Man titulerede sig gensidigt med " Herr ". Fruer var der ingen af, - dengang!.

Beboerrepræsentanterne holdt også møder med beboerne. Huslejestigninger var ofte et punkt på dagsordenen - helt op til 10 kr. om måneden! Til at overkomme skulle man mene. Dog repræsenterede det dengang en husleje-stigning på omkring 5%!.

Et andet tilbagevendende dagsordenpunkt var de fugtige kældre, som var til gene for beboerne men farligt tillokkende for frøer. En beboer, Lillian Hoff-Lund, fortæller at hun fik besøg af 2 vildfarne frøer og fik den ene ud i friheden, men havde besvær med den anden. " Jeg kan ikke nå den og må have fat i en lang pind for at få den til at flytte sig. Vupti, den hopper lige op i ansigtet på mig! Jeg får fat i den, men den glider ud af hånden. Nu begynder den vilde jagt – det må have set sjovt ud! " Til sidst lykkedes jagten og frøen fik sin frihed.

Senere oprettedes efter en lovændring egentlige afdelingsbestyrelser med valgte formænd, medlemmer og suppleanter.

Kort udtrykt skal en Afdelingsbestyrelse stå for vedkommende ejendoms drift , tilstand, økonomi og i øvrigt repræsentere beboernes interesser, - herunder også overfor Boligselskabet.

Valg til afdelingsbestyrelsen foregår ikke som i det politiske liv med plakater, personfotografier og politiske manifester så man ved - eller tror at vide - hvem og hvad man skal stemme på. Det foregår mere jordnært i form af opfordringer fra salen eller efter indstilling fra den siddende bestyrelse og som regel ved håndsoprækning på det årlige afdelingsmøde, hvor nyvalg er på dagsordenen. Det kan knibe med at få kandidater frem på scenen til at melde sig til noget , der ofte vil vise sig at være et utaknemmeligt job, hvor man oftere møder kritik end tak for gjort gerning. Men rekrutteringsgrundlaget har trods alt været der, når det kom til stykket.

Derimod kunne der i perioder være problemer med fremmødeprocenten ved de to årlige og besluttende beboermøder, - regnskabsmødet i februar og budget-mødet i maj. Det var som om interessen manglede. Iflg. Boligselskabernes vejledning i mødeledelse kan man imidlertid godt tage utraditionelle midler i brug for at fremme et fremmøde, og da man for et par år siden som indledning til et beboermøde indførte fællesspisning med oste- og pølsebord samt rødvin hjalp det gevaldigt på mødeprocenten.

Og det kan man så fundere lidt over!.

Tegnes der herved et billede af en generelt apatisk holdning blandt beboerne til fælles problemer i Kongshvileparken, er dette dog kun en del af sandheden. Thi samtidig kan man notere en frodighed af initiativer og aktiviteter som drevet frem af ildsjæle pibler frem i arbejdsudvalg, klubber, laug og beboerblad.

Disse initiativer, der typisk vedrører forbedringer i det lokale miljø, bedre udnyttelse af den unikke beliggenhed og tilkobling til nutidens teknologiske informationsvirkelighed, vendes der tilbage til.

Og billedet nuanceres yderligere, når der kan henvises til situationer der for alvor har fået folk på mærkerne og bragt synspunkter frem. Særligt markante bataljer har været:

KRIGEN OM TAGUDSKIFTNING

Kongshvileparkens gule huse var oprindelig dækket med gule vingeteglsten og de røde med røde. Efterhånden - efter en 3o års periode - blev det nødvendigt med reparationer og nogle steder med hele tagudskiftninger. Spørgsmålet blev herefter om man skulle satse på en delvis, selektiv udskiftning eller på en total udskiftning. Den sidste løsning blev valgt af beboerne uden det store sværdslag. Men spørgsmålet om, hvilket tagmateriale der skulle vælges satte nogle sind i kog. Afdelingsbestyrelsens forslag gik på nogle tyskproducerede, chokoladebrune cementtagsten, der kunne fås billigt. Heroverfor hævdedes udfra arkitektoniske motiver, at der , i hvert fald på de gule huse, igen burde anvendes gule tegl. En afstemning faldt ud til fordel for afdelingsbestyrelsens forslag. Og de gule tage med deres rige farvespil med gule, orange og røde nuancer blev udskiftet med farvedøde, brune cementtage. Var afstemningen faldet anderledes ud havde Kongshvileparken sikkert fået en ekstra stjerne i kommuneatlasset

Ved udformningen af Kongshvileparkens grønne områder blev det østlige mose - og søområde som nævnt opfyldt, mens det vestlige ønskedes bevaret som et stykke natur. Her sang nattergalen de første mange år. Herved var man på forkant med senere tiders bestemmelser om naturbeskyttelse. Men et sådant ubebygget areal kommer der hurtigt mange synspunkter på. Der var dem, der anså mosen for at være en vederstyggelighed , en sump der måtte kunne anvendes til noget bedre. Der var dem , der ikke anlagde æstetiske vurderinger, men så mosen som et fristed for dyr og planter. Der var dem, der så terrænet som et bevaringsværdigt levn fra istiden og der var dem, der blot betragtede bevoksningen som et værn mod syn og støj fra trafikken på Nybrovej, der voksede støt. Og så var der dem , der blot syntes der skulle laves om på eksisterende tilstande. Så der blev hele tiden fremsat planer. Fra planer om total opfyldelse med bebyggelse for øje til omformning som et plejet parkareal med stier, bænke og opholdsarealer. Realistiske vurderinger om jordbundsforhold og økonomi nåede man ikke til, selvom erfaringerne fra arealerne øst for Kongshvilevej måtte mane til eftertanke. Mosens fremtid med sin sø udgjorde længe et stridsspørgsmål. Men foreløbig er krigen endt med et projekt der på den ene side åbner for indblik over selve søområdet og på den anden side landskabeligt knytter dette til de grønne omgivelser. Herved skulle et hensyn til såvel æstetik som naturmiljø være tilgodeset. I vinterperioder med vedvarende frost er det tillige hensigten at gøre søen tilgængelig for småbørns første famlende forsøg indenfor den svære skøjtekunst.

Ældreboligproblematikken er omtalt ovenfor med vægt på den fysiske planlægning. Denne udsprang fra en beboerafstemning, der gav et stort flertal for oprettelse af boliger, som gjorde det muligt for beboerne, at kunne bevare en tilknytning til Kongshvileparken, når man blev ældre og fik et mindre pladsbehov. Men her havde man gjort regning uden vært! Gældende regler udelukkede at en ældreboligbebyggelse kunne reserveres Kongshvilebeboerne.

Det blev derfor en almindelig opfattelse, at beboerafstemningen var sket på et forkert grundlag. Et udvalg blev nedsat for at udrede trådene og udvalgets energiske formand Jørgen Pedersen - beboer siden Kongshvileparkens indvielse - beretter om hvad der herefter skete:

" Der var efter Kongshvileparkens beboeres opfattelse tale om en alvorlig tilsidesættelse af beboerdemokratiet, at der i forbindelse med de gennemførte urafstemninger var givet mangelfuld eller misvisende information om formålet med ældreboligerne, idet det på intet tidspunkt forud for boligernes færdiggørelse var blevet oplyst, at beboerne i Kongshvileparken for at komme i betragtning til disse boliger ikke blot skulle være ældre, men også være handicappet i en af kommunen fastsat grad. "

Hele forløbet af "ældreboligprojektet" blev derfor indgående drøftet på et afdelingsmøde i Kongshvileparken i februar 1996 med deltagelse af repræsentanter for boligselskabets bestyrelse og direktion. På mødet blev følgende udtalelse vedtaget:

"Afdelingsmødet i Kongshvileparken dem 27. februar 1996 må på grundlag af den foreliggende redegørelse om sagsforløbet for beslutning om etablering af ældreboliger i Kongshvileparken konstatere, at de i sagen foretagne urafstemninger er gennemført på et grundlag, der radikalt afviger fra de vilkår, som Boligselskabets ledelse nu oplyser er gældende for projektet. Afdelingsmødet skal derfor på det kraftigste udtale sin misbilligelse af, at selskabets ledelse har givet mangelfuld eller misvisende information om vilkårene for de pågældende boliger forud for afstemningen."

Denne udtalelse var et temmelig præcist udtryk for den frustration og skuffelse, som beboerne følte på grund af den radikale ændring af hele projektets forudsætninger. – Protesterne mod de ændrede forudsætninger blev videreført med forelæggelse af sagen for Bygge- og Boligstyrelsen og efterfølgende for Folketingets Ombudsmand samt korrespondance med Gladsaxe kommune.

Spørgsmålet om anvisningsretten til ældreboligerne blev afgjort på et møde i Socialudvalget i Gladsaxe kommune i januar 2000. Udvalget besluttede, at man på baggrund af den store venteliste til ældreboliger i Gladsaxe kommune, ikke ønskede at søge om dispensation til en forsøgsvis ændring af de gældende regler, kriterier og procedurer for ansøgning om almene ældreboliger i Kongshvileparken.

Social- og sundhedsforvaltningen i Gladsaxe tilføjede som sin opfattelse, at ledige ældreboliger i fuldt omfang skal stilles til rådighed for de boligansøgere, som ud fra visitationsudvalgets helhedsvurdering har det største behov for en ældrebolig. I den udstrækning, hvor det er ønsket og muligt, skal der tages hensyn til særlige ønsker om beliggenhed.

Konklusionen af denne langstrakte sagsbehandling blev, at ældreboligerne blev integreret i Kongshvileparken, men med særskilt driftsbudget og regnskab. Beboere i Kongshvileparken fik ikke en generel fortrinsret til ældreboligerne, som oprindelig forudset, men såfremt en beboer fra Kongshvileparken med hensyn til opfyldelse af visitationskriterier m.v. står lige med en ansøger udefra, så har beboeren fra Kongshvileparken fortrinsret.

Det skal sluttelig bemærkes, at protesterne mod sagsforløbet på intet tidspunkt har været rettet mod kommende beboere i ældreboligerne. I praksis er ældre-boligerne stille og roligt gledet ind i Kongshvileparkens rytme. "

Disse mere eller mindre militante begivenheder har tilfælles et engagement i Kongshvileparkens trivsel og må, uanset eventuelle meningsforskelle, betragtes som noget meget positivt.

Som noget positivt må man også betragte de initiativer, der har resulteret i udviklingen af en række sociale FÆLLESARRANGEMENTER som har været afholdt gennem årene. Her tænkes ikke på de årlige , traditionelle arrangementer som Fastelavns - og Julefester, men på særarrangementer. Herom kan en af initiativtagerne, den mangeårige og karismatiske formand for afdelingsbestyrelsen Ivan Klitte berette :

 Af en eller anden grund har der altid været personer, der har taget teten og gået foran i bestræbelserne på at skabe bedre bo- og levemuligheder i bebyggelsen. Man kan blot nævne navnet Frits Perlt og straks toner en masse flotte erindringer og billeder af fastelavnsoptog, julearrangementer, klubaktiviteter i selskabslokalerne med spilopperne, støjdæmperne og hvad det nu alt sammen hed, frem på nethinden. Det var nogle herlige år tilbage i 70’erne og 80’erne, hvor Perlt huserede i bebyggelsen. Udover storslåede arrangementer og optog med kæmpe eventyrfigurer rejste vi også meget i de år. Busrejser med de unge med bus til Ungarn, Frankrig og Østrig var mulige at gennemføre i bebyggelsen, ja sågar et jubilæum i klubregi blev gennemført for fulde huse i Stengård skoles aula med datidens topunderholdning.

Bebyggelsen egne jubilæer blev også tilløbsstykker. Initiativtagerne stod i kø for at få lov til at arrangere sommerfester og grillaftner på boldbanen og solen skinnede altid fra en skyklar himmel. Vi kunne noget dengang, sammenholdet var klart i top og beboerne fik af samme grund mange muligheder for at være sammen og nyde hinandens selskab på godt og ondt. Hvem husker ikke besøget af folkedanserne fra Kreta, Gigilos, der var heroppe og besøge folkedanserforeningen af Gladsaxe og omegn - som den hed dengang - og vi bare så let som ingenting indkvarterede 50 græske dansere blandt bebyggelsen beboere. Der var oplevelser og sydlandsk stemning i 14 dage i Kongshvileparken og mange venskaber blev knyttet på tværs af Kongshvileparken og Kreta. Kongshvileparkens Bådelaug og rejseforeningen Zetra så også dagens lys i disse år, hvor 10 – 15 familier med børn rejste ud i verden og besøgte Gladsaxe kommunes venskabsbyer. Det blev til rejseoplevelser i Holland, Ungarn, Frankrig. 90'erne satte ind og bebyggelsen stod vel nærmest i de ældres tegn med bygningen af ældreboligerne. Fællesaktiviteterne ebbede noget ud, dels fordi aktive beboere blev trætte og dels fordi man ønskede at andre tog over. Her tænkes selvfølgelig ikke på Kongshvileklubben, hvor de ældre fortsat mødes og hygger sig sammen på torsdage i selskabslokalet. Men Kongshvileparken skiftede ham op igennem 90’erne og mange ældre beboer forlod parken, dels af nødvendighed, men også for at finde en mere egnet bolig udenfor Kongshvileparken, desværre. Nye unge familier med børn præger bebyggelsen og dermed er det også mulighed for, at nye aktive beboere kan være med til at hæve aktivitetsniveauet i bebyggelsen. Det sker langsomt men uomtvisteligt og nye tider betyder nye skikke. Der har været tiltag som Store legedag, fastelavns- og julearrangementerne tages op på ny i ændret form, og så som noget af det sidste gennemførtes en bustur til Bonbonland.

Men nye tider kræver at nye beboerne tager skeen i den anden hånd for at bebyggelsen igen kan leve op til sit gamle ry som en afdeling, hvor der sker noget og hvor beboernes fælles trivsel er vigtig – ældre som unge og voksne. "

Men udover sådanne " særlige dage " foregår der i dagligdagen , som ovenfor berørt, et konstant arbejde i udvalg, klubber og deslige. Dette arbejde manifesterer sig dels i permanente udvalg, dels i midlertidige udvalg til løsning af aktuelle , såkaldte ad hoc - opgaver.

Til de permanente udvalg og tilsvarende hører :

Et FRITIDSUDVALG, der skal virke til fordel for såvel fysiske aktiviteter som socialt samvær, og en række arrangementer har været afholdt gennem tiden.

Udsprunget af dette udvalg fik man TORSDAGSKLUBBEN , nu benævnt KONGSHVILEKLUBBEN, der hver den første i måneden - bortset fra i feriemånederne - afholder sammenkomster i selskabslokalerne ovenover butikshuset med middag, underholdning og evt. dans til de glade – og gratis - toner fra det populære underholdningsorkester Fjeldtetten, hvis kapelmester, Mogens Fjeldsøle, Kongshvileparken er så heldig at tælle blandt sine beboere. Men i alle tilfælde livlig snak omkring bordene. Klubben er et eksempel på, hvad et privat initiativ kan sætte i gang til fælles bedste. En tidligere beboer, ildsjælen Fritz Perlt, startede det hele som børne- og ungdomsarrangementer med stor succes så længe, der var publikum til det. Og da der ikke længere var det omdannede han det til Torsdagsaftener for " seniorer " dvs. beboere over 6o år. Denne diskrimination er senere ophævet, således at Torsdagsaftenerne står åbne for alle voksne beboere, der til hvert arrangement udpeger et særligt " madhold " blandt de, som findes egnede!.

Beslægtet med KONGSHVILEKLUBBEN er ÆLDREAKTIVITETSUDVALGET

" TRINE ". Dette udvalgs mission er at gennemføre arrangementer for beboerne i ældreboligerne, herunder udflugter og deslige og udvalget ligger ikke på den lade side. Et særdeles aktivt udvalgsmedlem er Bodil Larsen, der i et interview i Boligselskabets blad " BOLIGBLADET " blandt andet udtaler:

" - vi holder også en årlig skovtur for ældreboligerne, hvor vi har været i De Små Haver på Frederiksberg, ude at sejle på Lyngby og Bagsværd Søer med sang og efterfølgende frokost på Nybro Kro. En gang om måneden deltager vi i åbent hus på omsorgscentret Møllegården, hvor vi har fået vort eget bord til ældreboligerne i Kongshvileparken. Det er bare så godt og der kommer mange gode ideer frem, som vi kan hjælpe hinanden med. Kan I ikke godt forstå, at jeg er " hel vild " med at bo i ældre/handicapboligerne i Kongshvileparken ?. "

Men i ethvert paradis er der en slange. Slangen er her trappen til selskabslokalerne på første sal i butikshuset, der i realiteten udelukker de ældre, hvoraf de fleste er handicappede, i at kunne samles her om arrangementer eller i at være sammen med de andre beboere.

Her er en opgave, der afventer sin løsning.

Et BÅDELAUG blev oprettet i 1993 i forbindelse med et indkøb af 6 kanoer for at give beboerne endnu bedre muligheder for at udnytte naturen, - et initiativ som blev godt modtaget og som der nu hæges om af laugets medlemmer, der sørger for opbevaring og pleje af både og materiel.

Over de grønne områder våger et PARKUDVALG der påser, at områderne plejes og vedligeholdes efter bestemmelserne, hvilket er en overkommelig opgave, idet dette arbejde på forbilledlig vis varetages af varmemesterfunktionen. Samtidig skal man påse, at de ydre arealer ved de enkelte boliger holdes i god orden. Dette har indimellem ført til påtaler.

Et REDAKTIONSUDVALG har beklageligvis måttet nedlægges, hvorved den fortsatte udgivelse af et beboerblad " KONGSHVILENYT " foreløbig er opgivet. Bladet har herved delt skæbne med så mange andre små lokalpublikationer der starter med visioner og i stor optimisme, men hvor nødråb fra redaktørerne om stofbidrag fra læserne efterhånden optager en større og større del af de skrevne sider. Om end denne bladdød således langt hen ad vejen er selvforskyldt, har den alligevel efterladt et savn hos mange. Som en slags erstatning har man i stedet et månedligt NYHEDSBREV fra afdelingsformanden. Dette varetager på udmærket vis en stadig ajourført information om hvad der foregår i bebyggelsen, men med den begrænsning at der er tale om en envejskommunikation, hvor et beboerblad bygger på en tovejskommunikation.

Til de midlertidige, ad hoc udvalg hører:

ET MILJØ OG LEGEPLADSUDVALG, der for at tilgodese det igen voksende børnetal længe har engageret sig i et arbejde for at øge legemulighederne for de mindre børn. Dette har bl. a. ført til vedtagelse af et spændende " Naturlegepladsprojekt" som vil stå færdigt i løbet af jubilæumsåret. Endvidere har udvalget været involveret i naturgenopretningsprojektet ved mosen.

Et PARKERINGSUDVALG er nedsat for at skabe optimale parkeringsforhold og herved også afhjælpe de gener som ulovlig parkering på de grønne områder medfører visse steder. Et af incitamenterne til at skabe ordnede forhold vil være tilskud til indretning af private pladser, hvor dette er fysisk muligt. Det må her erindres, at adgangen til en række boliger sker via stier.

Et IT-UDVALG har ført Kongshvileparken ind i informationssamfundet gennem oprettelse af " Web-speed "og arbejder videre med henblik på at holde trit med tiden.

Et VURDERINGSUDVALG fører en indædt kamp for at holde ejendomsvurderingerne i ave, og endelig skal nævnes et JUBILÆUMSUDVALG, der har forestået planlægningen og tilrettelæggelsen af Kongshvileparkens 50 års jubilæum

Arbejdet i de permanente udvalg kan tages som udtryk for en hele tiden tilstedeværende omsorgsinteresse for Parkens identitet, - for en social bevidsthed. Og engagementerne i ad hoc grupperne som et tegn på, at der også blandt beboerne findes et potentiale til at kunne møde udfordringer når de opstår. Om end der ofte kan være tale om Tordenskjolds soldater.

ÅRETS GANG I KONGSHVILEPARKEN

Så der sker immervæk noget i Kongshvileparken, alt imens kloden uanfægtet drejer rundt og rundt, og årstiderne skifter som de skal. Men hele tiden har de noget godt i posen til os!.

Om vinteren, når der er sne, kan man sætte sig på kælken eller spænde skiene fast lige udenfor hoveddøren og direkte begive sig ud i det hvide eventyr, som åbenbarer sig i skov og mellem bakker. Er der frost er det blot op over bakken med skøjter og ishockeykøller. Er det regnfuldt og gråt, blæsende og koldt, kan man se træernes levende sorte grafik som scenerekvisitter for opvisninger af hærskarer af sorte fugle, råger, alliker og krager, der under skrig og skrål slår sig som frugter ned på grene og kviste. Og med eet bliver dødsstille. Indtil de pludselig - og ingen ved hvorfor - med en infernalsk larm igen formørker himlen.

Om foråret vågner mosen igen til live. Fra slutningen af april vokser et sart grønligt skær op fra neden og breder sig i kviste og grene. Så blomstrer med sit hvide flor hægen i maj - hvorfor den også kaldes majtræ. Tæt på følger med deres grønne løvfang, ahorn, pil og el og endelig fornemt til sidst, livets træ Yggdrasil, den store ask, hvorefter en duft af blomstrende hyld breder sig udover de grønne plæner og farverne fra blomstrende syren, rød- og hvidtjørn danner kompositioner. Og ovenover det hele begynder solsorten sine melodiske sange som en lise i forhold til de før så eneherskende skrattende husskader, der i deres sort/hvide fjerdragt ser ud, som var de klædt på til fest hos dronningen, men desuagtet opfører sig som en flok gadedrenge, - kritisk kommenteret af et hold gumpetunge skovduer i baggrunden.

Og på de grønne plæner har parkens store flotte japanske kirsebærtræer klædt sig i et overvældende brudeslør. Men som det er med den slags ting er festen snart ovre, og hverdagen sætter ind med en regn af brune, kedelige afblomstringer, der lægger sig i lag på græs, asfalt og bilers fronthjelme og tage. Alt imens de vævre små egern smutter rundt og knækker nødder, - hvor de så end får dem fra.

Så går farverne grønt til ro for sommeren og blusser først op igen, når løvfaldet sætter ind.

Men sommeren igennem hersker der til gengæld et levende liv ved søerne på begge sider af den kultiske aften, hvor man brænder hekse af, hvor man synger og hundredvis af kanoer har illumineret sig i en sammenhængende, afventende flåde foran Folkeparken.

Hvis man da ikke er blevet " jogget " ned på en af stierne men har bragt sig i sikkerhed på en bænk med udsigt til søen gennem en åbning i tagrørsbevoksningen har man placeret sig i første parket til en opvisning i bevægelser med baggrund i lyde. Kajakker stimer af sted langs bredderne, mens snakken går højlydt, som den gjorde i klubben, hvorfra man kom. Andre arbejder sig målbevidst frem midt ude, hvor også turistbåde bredmøver sig frem med dønningerne løbende af i sivene, hvor de vipper med ænderne efter først at have forulempet en flok mageligt fremadglidende kanoer med solsejl og radioantenner - og måske servering af drikkevarer. Indimellem hamrer roklubbers ind - og udriggere sig frem for at vinde eller for blot at holde besætningen i form.

Over søen stepdanser og finter ternerne omkring fiskehejren, der med advarende skrig skovler sig tungt gennem luften. Øverst svæveflyver mågerne.

En kano skyder frem bag en pynt indenfor prajehold. Det er en af vore!. Den lange fyr der sidder med pagajen kender man. " Hej Verner ! Hvordan er det at være til i dag?" - " Det er bare skøøønt! ! "

Godt man ikke bor i Van(d)løse !

Nu stunder det så mod frem mod en ny dag , hvor solen bare har at skinne igen og flagene veje, som de gjorde for 50 år siden.

50 år!. Er det at være gammel? - gnavet ind til benet af tidens tand?. Ikke nødvendigvis! Ældre vel nok! Men føler man sig samtidig gammeldags, ude af trit med tiden og ikke har gjort meget ud af sig selv, - ja, så kan man godt være gammel, slidt og passe´

Men har man derimod fulgt med tiden og i øvrigt holdt sig ved lige kan man i stedet være i sin bedste alder!.

Og i Kongshvileparken er man fulgt med tiden og har taget dens udfordringer op, - individuelt gennem forbedring af egen boligstandard og fælles gennem renoveringer, fornyelser og justeringer til samfundsudviklingen i øvrigt..

Og i sin ydre fremtræden præsenterer parken sig som et forbillede for andre og det må man ikke mindst takke en dygtig og engageret varmemesterfunktion for – varmemester Hans Ellekjær og gårdmand Sonny Nielsen.

Så Kongshvileparken er, uanset de gebrækkeligheder, der uundgåelig følger med årene, i sin bedste alder og parat til at tage hul på de næste 50 år som et godt og spændende bosted for et lille og fredeligt samfund med rod i en dansk gennemsnitsfamilie.

Kongshvileparken fortjener at blive fejret ved sit jubilæum. Skulle solen alligevel ikke skinne d. 23. august 2003 er det til gengæld sikkert, at ordene igen vil flyve højt og vil komme ned igen som byger i form af lykønskninger fra alle kanter.

Lad os som er blevet ganske glade for Kongshvileparken helt ubeskedent blande os heri med et :

Et kultur- og lokalhistorisk redegørelse om området mellem Bagsværd og Lyngby søer ved Ny Frederiksdal, Aldershvile, Nybrogård og Kongsvillie.

Af lokalhistoriker cand. mag. Arne Hermann

" Vend tilbage til naturen " var mantraet i hele det europæiske kulturliv i slutningen af 1700-tallet. Den periode, der kaldes " Før-romantikken eller den følsomme tid "

Det var en "naturlig" reaktion mod det kunstige og stive hofliv, der prægede enevældens livsstil, som logisk nok smittede af på tidens øvrige liv, – inspireret fra solkongens ødsle hof i Versailles og efterlignet overalt, hvor der var mulighed derfor.

Profeten for den nye naturlighed var filosoffen Jean Jacques Rousseau ( 1712 – 1778 ), der takket være sine revolutionære ideer blev landsforvist og fandt et fristed i den frie republik Svejts.

I dag virker det som en voldsom reaktion at dømme en tænker til døden og i hans fravær at lade bøddelen brænde hans værker på bålet. Men det blev Rousseaus skæbne i enevældens Frankrig.

Naturlighed omfattede imidlertid mere end rent menneskelig og medmenneske- lig adfærd. Det gik videre til digtning, pædagogik, byplanlægning, arkitektur, havekunst, beklædning, og ikke mindst politik.

Umiddelbart må det fremkomme unaturligt, at et ganske almindeligt menneske tilfældigvis bliver født ind i en familie, der sidder på tronen og således selv kan blive enehersker " af guds nåde " – uden nogen som helst adkomst ud over familieskabet.

Derved blev romantikken farlig. En slags frihedsbevægelse rettet mod den absolutte enevælde. En frihedsbevægelse, der bredte sig ud over alle livets og samfundets områder, hvor løsenet blev naturlighed.

I vort lille fædreland var der mange, der sværmede for den franske revolution, men i Danmark oplevede vi intet i retning af de voldsomme begivenheder i forbindelse med den franske revolution i 1789 og tiden derefter.

I god dansk ånd gik man langsomt og forsigtigt fremad med de samfundsmæssige reformer, og den revolutionære ånd prægedes mere af sværmeri og intellektuel begejstring end af egentlig revolutionær handling.

Den følsomme tid var også den foretagsomme tid. Godt hjulpet af gunstige internationale konjunkturer og krigeriske forviklinger, hvor Danmark i en periode havde held til at holde sig udenfor, blomstrede det danske handelsliv og der hentedes store fortjenester på den oversøiske handel.

Således opstod den såkaldte florissante periode – dvs. " blomstrende" på fransk, der var tidens modesprog i toneangivende kredse.

Blomstrende var både handelslivet og den så småt begyndende industri. Men pinligt at tænke på, at velstanden bl.a. skyldtes store fortjenester på bl.a. slavehandel og udbytning af folkene i fjerne riger, hvorfra man hjemførte krydderier, tekstiler, ædelstene, tømmer, sjældne porcelæns-, guld- og sølvvarer, samt andre kostbarheder.

Den økonomiske opblomstring og forkærligheden for den landlige idyl første til, at mange af hovedstadens velstillede familier byggede " lyststeder " eller med moderne udtryk " lystgårde eller landsteder " i byens omegn. Og her var det foretrukne miljø altid med udsigt til vandet, dvs. langs Øresundskysten og ved søerne i Nordsjælland: Emdrup, Gentofte, Bagsværd, Lyngby, Furesøen mv.

Således opstod der bl.a. landskabelige gårde og landsteder i vort område mellem Bagsværd og Lyngby søer.

Mest markant er Ny Frederiksdal på nordsiden af Bagsværd sø. Frederiksdal går helt tilbage til 1660’erne hvor Frederik den 3. byggede en relativt beskeden jagthytte på sydsiden af åen, hvor udflugtsstedet " Den gamle have " i dag ligger.

Godset Frederiksdal omfattede et stort område - fra Lundtofte og Lyngby til Bagsværd og Emdrup

Nybro, selve broen, hvor grænsen mellem Lyngby Taarbæk og Gladsaxe kommune går og vejen Nybrovej blev anlagt i 1660’erne i forbindelse med Frederik den 3’des jagthytte – så det er så som så med det nye i den forbindelse.

Det smukke rokokoslot Frederiksdal opførtes i 1749’erne af gehejmeråd, greve og industriminister Johan Sigismund Schulin, hvis slægt stadig besidder ejendommen.

Landstederne i "Ny Frederiksdal" opstod efterhånden som man fik blik for stedets enestående landskabelige lyksaligheder.

Bedst kendt er nok Marienborg fra 1745 – ( nuværende statsministerresidens ), " Tusculum" fra 1750 ( privat ) og Sophienholm opr. fra 1767, nuværende bygning fra 1805 - ( i dag kulturhus og park ejet af Lyngby Taarbæk kommune)

Karakteristisk for den overgangsperiode vi her befinder os i, er at to smags- retninger smelter sammen. Og det er netop de retninger, der har vist sig mest universelle – eller " langtidsholdbare ", som man ville sige i vort århundrede.

Bygningerne blev opført i streng klassisk stil, i beherskede proportioner med symmetri, ligevægt og ynde.

Mens parkerne blev anlagt i den engelske romantiske, landskabelige stil. Det var konstrueret natur- og således absolut unaturligt - men den gav beskueren en helt anderledes "oplevelse" end den regelrette barokhave.

En smuk skildring af det datidige miljø – med mange detaljer – læser vi hos kulturhistorikeren dr. phil. Louis Bobe´, som i afhandlingen " Lystrejser og lystgårde i Københavns omegn i det attende århundrede", (Historiks meddelelse om Kbh. 1913), hvor det bl.a. hedder:

" Hine rige, kloge handelsmænd fra de to glimrende opgangsperioder under den nordamerikanske frihedskrig og under den franske revolution, som fra eventyrlandenes fjerne kyster hentede de rige ladninger hjem til det lille, afsides liggende Danmark, forstod både at leve og lade leve. De omgav sig med fyrstelig luksus og udviste rundhåndethed mod de arkitekter, dekoratører og havekunstnere, der byggede og prydede deres sommersteder. I haverne plantede de sjældne, herhjemme ikke før sete eksotiske træer, som amerikanske løvtræer, buskvækster og blomster, hvis stikling eller frø varsomt var ført hertil fra jordens fjerneste strande. Roser og nelliker i utallige afarter, hvis duft og pragt var til fryd for gæster og vejfarende. Hjemme og ude priste man deres gavmildhed og gæstfrihed.

Broget og bevæget var livet gennem den livlige forbindelse med Danmarks fjerne besiddelser på Guldkysten, i Trankebar, i Vestindien og Grønland, men også med Kina. En dag i 1786 sås på Helsingør Red 300 skibe fra alle verdensdele for anker, ventende på gunstig vind. Spændende var det øjeblik, når rederen fra sit lyststeds brink, blandt de mange indadglidende sejlere, genkendte et af sine længe ventede skibe, der måske efter en to- a´ treårig fraværelse stævnede hjem med en ladning, der repræsenterede en hel lille formue. Så bød man til gilde herude på ægte skildpadde, serveret på guld og sølv af mulatter i broget silke og med turban om hovedet. Det kosteligste ostindiske porcelæn kom frem af skabene, og i funklende krystalglas luede de oprigtige vine."

Om havekunstens - den stive franske og den naturlige engelske – skriver Bobe´ bl.a.:

" Havestilens skiftende faser belyser menneskets forhold til naturen. Den gammelfranske have, som Lenôtre skabte i XIV’s tid i Versailles, var ligesom en udvidelse af huset. Træer, buske og planer måtte som sten og træ føje sig efter waterpas og vinkelmål. Murene fortsattes i levende løvkulisser eller spanske vægge i de snorlige, strengt tilklippede hække, der opadstigende i terrænet dannede overgangen til skovens hang. Havens parketgulv var blomsterparterret, i farve og tegning som persiske tæpper, indrammede af buksbombede. Træerne var plantede som skakfigurer, taks og cypresser tilklippede i form af terninger, kugler, kegler og pyramider, urner eller vaser. I Lenôtres skyggeløse haver sang ingen fugle, man hørte kun havesaksens evige klapren. Allerede i begyndelsen af det 18. århundrede havde den franske haves unatur i England mødt en reaktion, som udførtes i praksis af den store have-kunstner William Kent, der agitatorisk bekæmpede den lige linie i havekulturen. Haven skulle være som et udsnit af naturen og på en lille plet samle alle tillokkelser, som det engelske landskab med sit bølgeformede terræn, sit friske grønsvær og sine lyse lunde frembyder. Bækken skulle risle gennem haven, fuglen skulle lokkes hid, for at den kunne bygge rede og fryde øret med sin sang. Det gjaldt om, med kunst at udslette hvert spor af menneskehånd. Havde man før fortrængt naturen ud af mark og skov, skulle den nu rykkes tæt op til husets vinduer. Allerhelst burde man fjerne enhver bygning. Rousseau ville gøre haven til et romantisk vildnis ".

Det er havekunst i den engelske stil vi møder ved Marienborg, Sophienholm og Aldershvile. – Og vi tør vel gætte på, at de fire haver og den lystskov, Kongsvillie angaves i 1830’erne at have (se side 33), var anlagt ligeså. Det er svært at forestille sig, men seks tdr. lystskov og have ville have pyntet gevaldigt på miljøet i kvarteret i dag. – Men ikke meget er jo som tilforn!

Det var naturligvis fornemmere at bo i det grevelige Ny Frederiksdal end det mere " bondske " Bagsværd på søens sydsider. Men alligevel, også i Gladsaxe sogn kom vi til at nyde lidt af glansen.

Mest markant er Aldershvile, der indtil branden i 1909 stod som kommunens smukkeste bygningsværk. Det var opført i 1780’erne af den højt respekterede videnskabs- og embedsmand Johan Theodor Holm, der i et par årtier forud havde opført det første Sophienholm – opkaldt efter hustruen Sophie Magdalene.

Ved det smukke og stilrene lille lystslot i Bagsværd anlagde Holm en gigantisk park oprindeligt på 56 tdr. land, - nu kun knapt det halve – i den engelske naturromantiske stil med kanaler, broer, slyngede stiforløb, eksotiske vækster, grotter, havepavilloner, terrasse med italienske skulpturer og meget andet.

Efter en omskiftelig tilværelse gik hele herligheden op i luer og parken udstykkedes delvist i store villaparceller. 1928 overtog kommunen ruin og park. Ruinen blev i 1970’erne fredet – trods kraftige protester fra kommunen, der ville fjerne den og bebygge området.

Men mindre end et " slot " kunne også gøre det. Og her kommer Nybrogård og Kongsvillie ind i billedet.

Begge havde et herregårdsagtigt præg og beboedes da også af det, der i tidligere tiders typografiske beskrivelser omtales som " Folk udenfor Bondestanden"

" Nybrogård " var oprindeligt en almindelig bondegård, der – som så mange andre – var udflyttet fra landsbyen Bagsværd i forbindelse med bondereformerne i 1760’erne.

Den fik sit herskabelige præg omkring år 1800, og i rækken af ejere møder vi mange folk fra de højere rangklasser, som f.eks. en etatsråd, en højesterets-advokat, en professor og rigsdagsmand, foruden ikke så få grosserer og en enkelt skibsreder. Fra 1804 blev den drevet sammen med Kongsvillie.

På Nybrogårds jorder opstod i 1905 Danmarks første trådløse radiostation – kendt som Lyngby Radio, men beliggende i Gladsaxe - hvis brogede masteskov i mange år prægede området. En lærd ejer af Nybrogård har forsynet facaden mod søen med den latinske indskrift " Honesto otio inter labores " hvilket er udlagt til at stedet er viet til " Ærlig hvile mellem arbejderne "

Da landbruget forsvandt kom der bl.a. handelsgartneri og rideskole og i 1970’erne tillige et kollegium.

På Radiomarken var der planlagt et gigantisk kontorbyggeri for post(giro)væsenet med 800 ansatte, men det blev forhindret af den vidtgående fredning, der blev endeligt vedtaget i begyndelsen af 1990’erne.

I Nybrogårds hovedbygning og det misprydende anneks mod Nybrovej har der været plejehjem under forskellige former siden 1940’erne – i dag under Københavns amt.

Der har i mange år hersket tvivl om navnet. Et er i dag sikkert, at alle kilder inklusive selve den bevarede hovedbygning , - i dag med adresse på Amundsensvej 45 -, viser at navnet er "Kongsvillie" – altså at gården skulle være opstået på kongeligt bud.

Om det er folkeviddet eller almindelig misforståelse, der er skyld i omdøbningen til " Kongshvile" er usikkert. I hvert fald er der næppe noget der tyder på, at en monark skulle have hvilet sine kongelige lemmer netop her ved Gladsaxe kommunes nordligste punkt.

Derimod er der en sandsynlig forklaring på, at det skulle være " Kongens vilje ".

Størstedelen af den oprindelige Bagsværds jord tilhørte den oprindelige Bagsværd Hovedgård, som ejedes af Frederiksdals Gods, der ejedes af kronen – Frederik den III til 1670 og Christian den V 1670 – 1699. Han overlod godset til sin dronning Charlotte Amalie, der efter alle kilder skulle være den bedste og mest enestående dronning, Danmark har haft: menneskelig, omsorgsfuld, tolerant, energisk, initiativrig, forretningskyndig mm. Hendes navnetræk ses på Strømhuset ved Frederiksdal sluse ( på gavlen af den høje gule bygning mod åen ).

Siden overtog den fromme prinsesse Sophie Hedevig godset, og det var under hende, at bl.a.. Bagsværdgård i 1717 blev opdelt i fem nye fæstegårde: Bagsværd Krogård, Bakkegård, Svejgård ( senere Bondehave ), Frydensgave og Kongsvillie. Så det var næppe på direkte kongelig befaling, men det var kongens vilje udført af prinsessen. Og prinsesser er vel heller ikke at kimse ad!

I øvrigt var det samme prinsesse, der i 1721 oprettede Bagsværds første skole, " Prinsesseskolen" ved nuværende Aldershvile/Godt Gemt.

Kongsvillie blev udflyttet fra Bagsværd by omkring 1770, hvor den flotte klassicistiske hovedbygning – der ses den dag i dag på Amundsensvej 45 – blev opført af Auna Erica Wichmann ( født Gleerup ) enke efter landfysikus i Aalborg, Bertel Wichmann.

I folketællingen fra 1787 omtales gården som " Frue Wichmanns Gaard " med ikke mindre end ti beboere – alle jævne gårdsfolk, mens ejerindens familie ikke nævnes. Så allerede da har den været en " lystgård ".

Den aktive enkefru Wichmann har været pioner på bondereformernes område ved udflytningen fra landsbyen Bagsværd og siden da har gården aldrig været i " bondehånd "

En enestående oversigt over gårde i vor del af kongeriget blev udgivet i 1830’erne af Severin Stern under titlen " Statistisk- Typografisk skildring af Kjøbenhavns Amt ". Her hedder det om Kongsvillie i afsnittet om Bagsværd gårde ,

Som sædvanen var i det meste af 1800 tallet trykte og skrev man med gotiske " krøllede " bogstaver og benyttede flertalsformer i udsagnsordene dvs. med et udflydende -e. Med latinsk skrift lyder teksten således:

" Kongsvillie tilhører Hr. Supercargo Thulstrup. Bygningerne bestaae af et grundmuret Stuehuus, én Etage højt med dobbelt Quist og herskabeligen indrettet, 3 Udhuse og en grundmuret Gartnerbolig. De ere tilsammen assurerede for 13.340 Rigsbankdaler Sølv., 4 haver og en Lystskov indtage et Areal af 6 TDR. Ld.. Arealet udgjør 41 TDR. Ld. Ager, 4 Tdr. Ld. Eng og ligesåmeget Mose, Udsæden, 7 Tdr. Rug, & Tdr. Byg, 10 Tdr. Havre, 4 Tdr. Bælgsæd, giver 8 Fold. Der lægges 50 Tdr. Kartofler og avles 10 læs Hø. Besætningen er 6 Heste, 6 Køer, 4 Sviin, og 6 Faar. De Kgl. Skatter udgjøre 80 Rigsbankdaler."

Således ser de tørre kendsgerninger fra 1830’erne ud. Hvortil kan tilføjes at en " Supercargo " er en skibsbefragter, der har tilsyn med en til søs afsendt ladning. Det har nok været en indbringende forretning, idet denne supercargo Heinrich Thulstrup til de 55 tdr. land, der tilhørte gården syd for Nybrovej , da han købte ejendommen i 1801, kort efter føjede den nordlige del ( også kendt som lille Kongsvillie, der i dag ses på adressen Nybrovej 252). Og det er netop dette område dette skrift sætter focus på.

På kortet fra 1809 – se nedenfor - ses angivet, at Supercargo Thulstrup er ejer af selve gården ( matr. nr. 12 – med indkørsel fra Nybrovej lige overfor lille Kongsvillie ), mens kortudgiveren ikke har fået med, at matr. nr. 13 netop er blevet solgt af ejeren Etatsraad Bruun. " Etatsraad" var en tom men eftertragtet titel, der gav adgang til tredje rangklasse - der var fornemmere end det lyder!. Titlen tildeltes fremtrædende samfundsborgere – især indenfor finansverdenen. Den slags indholdsløse titler ophævedes omkring 1920.

Således var Kongsvillie kommet op på næsten 90 tdr. land, der blev drevet som traditionelt landbrug i de næste ca. 100 år.

Blandt de vekslende ejere gennem årene bemærkes her proprietær Rudolph Larshoft, der ejede Kongsvillie fra 1847 til sin død i 1888. Larshoft blev medlem af sogneforstanderskabet - en forløber for sognerådet - i 1848 og formand fra 1851 til 1864. I Gladsaxe Bogen II omtales han som en dygtig og energisk, men også som " en noget stridbar herre ". Et pudsigt træk er, at Larshoft , der tillige ejede jord i Lyngby Taarbæk kommune, også var formand der. Foruden sit landbrug og sine politiske hverv, var han med til at oprette Bagsværd Asyl - kommunens første børneinstitution - og Bagsværd Arbejderforening i 1869, der blev begyndelsen til Bagsværd Sygekasse.

En anden nyttig gård oversigt har vi i La Cours " Danske gårde", der er udgivet i flere udgaver. I udgaven fra 1907 omtales Kongsvillie fyldigt og med fotografi, der giver klart indtryk af hovedbygningen og de mange udbygninger. Også mange andre fotografier fra omkring år 1900 giver indtryk af en landbrugsvirksomhed i den store og traditionelle stil. La Cour omtaler i " Danske Gaarde " , 1907 Kongsvillie således:

" Kongsvillie i Gladsaxe S., Sokkelund H., Københavns A. Postforbind. og nærmeste St.: Lyngby. Telef.: Lyngby nr. 199 og 232. Gaarden ligger 1 ¾ Mil fra København. Dens nuv. Ejer er Hr. O.C. Blechingberg, som købte den 1904. Af tidligere ejere kan nævnes Fr. Chr. Beck.

Matr.nr. 12 á m.fl. af Bagsværd og Lyngby. Hartk.: c. 8 Tdr. Ejendomsskylden er 85,000 Kr. Brandassurance for Hovedbygning og Avlsbygninger c. 60,000 Kr., for Besætning., Inventar og Avl 37,000 Kr. Aarlig Ejendomsskyld Skat Kr. 93,50. Bidrag til Amtsrepof. Kr. 232,90. Besætn., Inv. Og Avl er forsikret i

" Danmark ". Det samlede Areal udgør 87 Tdr. Ld., deraf Ager 68, Eng c. 10, Mose 5, Have, Park og Gaardsplads 4 Tdr. Ld. Avlsgaarden er bortforpagtet til Hr. Jens Nielsen, der tillige driver Nybrogaard. Hr. J. Nielsen er født i Bagsværd i 1858.

Agermarken drives sammen med Nybrogaard. Besætn. Bestaar f.T. af 20 Køer, 14 Stkr. Ungkvæg og Kalve, 10 Heste samt 1 Faar. Kvægbesætn. Vedligeholdes ved eget Tillæg og er af rød dansk Race. Mælken leveres til Lyngby Mejeri. Det normale Folkehold er 1 Fodermester, 4 karle, 1 Havemand og 2-3 daglejere.

Kongsvillie herskabeligt indrettede Hovedbygning er opført af Grundmur og rummer 10-værelsers lejlighed; den er udlejet. De 4 avlslænger er ligeledes af grundmur, tækkede med Straa".

Hertil kan bemærkes, at Gladsaxe S. hentyder til Sogn = kommune, Sokkelund H. = Herred - en gammel administrativ inddeling -, der stort set svarer til nuværende Københavns Amt. Sokkelunden, der forsvandt med svenskekrigene, gik fra Emdrup over Søborg og Buddinge til Mørkhøj.

Ejeren O.C.F. Blechinberg var grosserer og tillige ejer af Nybrogård, og som det ses var begge gårde bortforpagtet til den lokale Jens Nielsen.

De store forhold understeges af, at beboelsen på Nybrogård i 1907 omtales som omfattende " Herskabelige Værelser " mens der her på Kongsvillie er en

" herskabeligt " indrettet Hovedbygning med en 10 – Værelses Lejlighed.

Landbruget er endnu helt traditionelt med ager og kvæg.

Det " herskabelige", som hele tiden dukker op understeges også af et lille skrift om " Bagsværd og Omegn" fra 1911. Det præsenteres som en " illustreret Skizze " og er forfattet af Bagsværds stationsforstander V. Paludan – Nielsen, som reklamerer bravt for Slangerupbanen, der var åbnet i 1906 – og der er måske gået en lyriker tabt i den gode stationsforstander, der senere foldede sig ud som forsikringsmand.

Om Bagsværds lyksaligheder – set fra toget – hedder det bl.a..:

" Lige for os har vi nu et Panorama af betaget Virkning – et typisk nordsjællandsk Landskab af Guds Naade. Den smilende skovomkransede Bagsværd sø danner Midtpunktet. På den modsatte Bred ses fra højre mod venstre Grosserer Bleckinbergs smukke Gaarde, Kongsvillie og Nybrogaard. Derefter Nybro, hvorunder Bagsværd- og Lyngbysøernes Vande indgaar forening."

Efter Gladsaxe Kommunes vejviser at dømme er navneskiftet – både for ejendommen og vejene fra Kongsvillie til Kongshvile sket i 1926.

Efterhånden som den moderne byudvikling presser på i de første årtier af 1900 tallet må også landbruget vige for udviklingen. En mellemfase er her som talrige andre steder i vor kommune handelsgartnerier, her med basis i Lille Kongshvile, - de ældre husker forhåbentlig gartner Viggo Jensen .

Karakteristisk for Kongsvillie er, at den sydlige del overvejende blev bebygget med mindre parcel- og rækkehuse, mens den nordlige del i første omgang blev bebygget på selve skrænten mod Lyngby sø, hvor der fra 1917 og fremefter opstod et herskabeligt villakvarter.

I den sydligste del af området fandt man store grusforekomster, der førte til en række grusgrave ved nuværende Amundsensvej og Triumfvej/Haraldslundsvej. Nogle af kraterne har man helt eller delvist fyldt op, mens der f.eks. rækkehus- vejen Sandkrogen er bygget i dybet.

Mens den sydlige del af området er jævn og sandet, er den nordlige del præget af den monumentale bakke og de lavereliggende vådområder.

Som det ses af kortet fra 1921 var det nogle velvoksne grunde, der blev udstykket den gang i 1910’erne, og de er da også næsten alle sammen blevet delt i en hovedparcel og en koteletgrund.

Det fremgår også, at hele sydsiden af vejene Kongshvilebakken var udstykket i store villaparceller – dvs. det område, der i dag hører til Kongshvileparken. Men priserne har vel været for pebrede og "herlighedsværdierne" for beskedne på denne side. Og så lå Kongshvilekvarteret "langt af led" i de dage.

I en henvendelse til NESA i 1921, forsøger man at få elektricitetsforsyning til de nye " Søparceller". Mere herskabeligt var det altså ikke – og petroleumslamper er da også meget hyggelige.

Og desuden fremgår det af Vejviseren fra Gladsaxe, at der helt op i 1930’erne var få fastboende i villaerne på Kongshvilebakken. Sidste gang Hovedbygningen til Kongsvillie blev handlet var i 1927, hvor cand. Jur. Abel Brink købte ejendommen, der nu kun omfattede et par tdr. land.

Abel Brink, der var ansat i landsskatteretten, var en engageret forkæmper for Henry Georges tanker om " Jorden til folket ", således som der er udmøntet i partiet Retsforbundets program.

I 1930’erne blev der holdt mange møder og stævner med kendte politikere på Kongsvillie, som den idealistiske og altid redebonne Abel Brink stillede til rådighed. Ejeren af Kongsvillie er i 2003 fru Brink.

50 år med Kongshvileparken

Redaktion: H.H. Holden Jensen

Fotos: Jørgen Pedersen,  Ivan Klitte, H.H. Holden Jensen m.fl.

Tegninger: H.H. Holden Jensen

Renskrift: Ivan Klitte

Tryk: Thomas A/Jyllinge Bogtryk